RUNE LYKKEBERG - METTE FREDERIKSEN OG EU - MAJ 2020

Rune Lykkeberg: Hvis Mette Frederiksen vil holde sine løfter i Danmark, skal hun træde i karakter i Europa

Hvis statsministeren vil realisere det, hun har lovet vælgerne i Danmark, og forsvare det, hun selv står for, skal hun sige ja til Merkel og Macrons udkast til et stærkere Europa

h

27. maj 2020

Mette Frederiksen står foran en af de beslutninger, der vil definere hende som statsminister. Og indtil videre tyder meget på, at hun vil træffe en beslutning, der er dårlig for Danmark og farlig for Europa.

Hun skal afgøre, om Danmark vil være med i en fælleseuropæisk redningsaktion, der kræver, at vi overfører penge direkte til de lande i Europa, som økonomisk er mest belastet af kampen mod coronavirus.

Eller om vi sammen med andre velstående europæiske lande vil stemme imod og stå uden for med det argument, at danske skatteborgere ikke skal betale for at redde lande som Italien og Spanien.

Danmark bør gå med – det er i vores egne økonomiske og politiske interesser. Og det er det absolut bedste forsvar for alt det, vi står for, og som Mette Frederiksens egen regering har lovet, at den vil kæmpe for.

Men det er ikke en let pædagogisk opgave for statsministeren. Siden Anders Fogh Rasmussen har de danske statsministre offentligt været europaskeptikere, mens de økonomisk har været stærkt hjulpet af det indre marked, som har skabt betingelser for velstand og beskæftigelse i Danmark. Det har været uden omkostninger at brokke sig over Bruxelles. 

Nu skal Mette Frederiksen forklare offentligheden, hvorfor de penge vi bruger på en fælleseuropæisk redningsaktion, gør mere nytte for Danmark, end de penge vi bruger herhjemme. Og hun skal understrege, at vi med udsigt til en kolossal krise i de europæiske økonomier og et aggressivt pres fra Kina og USA står i en ny historisk situation.

’De sparsommelige fire’

Statsministeren skal altså indtage en ny politisk position. Vi har nemlig vænnet os til, at vi kunne være politisk nationale og teknokratisk europæiske på samme tid. At vi ikke behøvede tage politisk stilling til, hvad vi ville gøre for at holde sammen på Europa økonomisk, fordi det blev klaret af Den Europæiske Centralbank, som gennem sindrige manøvrer, de færreste borgere forstår, kunne redde finansmarkederne, redde Sydeuropa og bevare Eurozonen nogenlunde intakt.

Men den måde at gøre tingene på blev for et par uger siden udfordret af en meget omtalt dom fra den tyske forfatningsdomstol, som slog fast, at Centralbanken ikke har demokratisk legitimitet til at føre en pengepolitik, der reelt er ved at blive en fælles finanspolitik for Europa.

Konsekvensen af den dom er, at politikerne selv må tage det ansvar, som de alt for længe har skubbet over til Centralbanken. De folkevalgte skal tage over og løse de problemer, som teknokraterne ikke længere har et sikkert mandat til at håndtere.

Det gjorde Tysklands kansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i sidste uge med et epokalt forslag til en såkaldt recovery fund på 500 milliarder euro, der skal overføres til de lande, som økonomisk er mest belastet af kampen mod coronavirus. Merkel henviste i øvrigt til dommen fra den tyske forfatningsdomstol og sagde, at genopretningsfonden kun var et første skridt på vej mod en ny Europæisk Union.

Danmark har sammen med Sverige, Østrig og Holland etableret en gruppe, som kaldes ’de sparsommelige fire’, og som afviser at betale til genopretningsfonden.

Det kan være en forhandlingstaktisk position for regeringen, der kan bruge den indledende afvisning til at forsvare den danske EU-rabat.

Det kan også være en strategisk position for statsministeren, hvis magt bygger på neutraliseringen af Dansk Folkeparti og modstanden fra det, der både er blevet kaldt Udkantsdanmark og Det Gule Danmark. Hun har lovet dem kompromisløs udlændingepolitik og forsvar for Danmark mod Bruxelles. Til gengæld har hun fået mandat til at lave grøn omstilling, økonomisk omfordeling og velfærdsinvesteringer.

Nu må Mette Frederiksen fortælle, at hun kun kan realisere det, hun er demokratisk valgt til i Danmark, hvis Europa hænger sammen økonomisk. At vi som en lille eksportbaseret økonomi skal kunne afsætte vores ydelser og varer på det indre marked, hvis vi skal finansiere velfærdsstaten. Merkel beder jo heller ikke de tyske skatteborgere om at overføre penge til Italien, bare fordi hun vil være god ved italienerne. Hun gør det for at hjælpe den tyske økonomi, som ikke kan klare, at Italien bryder sammen.

Og hvis vi giver vores lille andel til genopretningsfonden, vil det være med til at forpligte de andre europæiske lande til at kaste langt flere penge i puljen. Det vil for Danmark ende som en mere effektiv investering end blot at bruge pengene herhjemme.

Også i et større perspektiv går kampen for det, Mette Frederiksen tror på, gennem et stærkere Europa. USA og Kina er begge i økonomisk krise efter kampen mod pandemien, de vil fra hver deres side lægge pres på europæerne for i handelsaftaler at sænke vores standarder, svække vores rettigheder og gå på kompromis med vores principper.

EU er ikke langt fra en perfekt solidarisk union, men det er det bedste institutionelle forsvar, vi har mod det værste og mest destruktive i den globale kapitalisme. Økonomisk betragtet er de europæiske stater hver for sig småstater på verdensmarkedet, som kineserne og amerikanerne kan køre over, hvis det er i deres interesse.

Så hvis vi vil insistere på at forsvare vores privatliv over for techgiganterne, hvis vi vil beskatte de multinationale selskaber og kæmpe for en offensiv grøn omstilling, skal vi gøre det som del af et politisk og økonomisk stærkt Europa.

Det er den indsigt, som skal vejlede Mette Frederiksens definerende beslutning. Hun har nu chancen for at vise, at man som solidarisk socialdemokrat i dag må træde i karakter som progressiv europæer.