GRØNDAHL - TANKEN BINDER STADIG EUROPA SAMMEN
Det var eventyrligt at gå op ad den samme trappe, som man har set Angela Merkel, Barack Obama og Shinzo Abe lade sig fotografere på. Et eventyr, som ingen forfatter kunne have digtet selv.
Midt i valgkampen før valget til Europa-Parlamentet ville præsident Macron
over en frokost i Elysée-palæet gerne høre, hvordan en håndfuld europæiske
forfattere så situationen, og hvad vi synes, der bør gøres. "Hvem vil
begynde?" spurgte han og så rundt på os i den smukke spisesal med spejle,
forgyldt stuk og store glasdøre ud til parken.
Det er ikke mange politikere på magtens allerøverste trin, der lægger
vægt på at høre os forfattere. I efteråret samlede Østrigs præsident, Alexander
Van der Bellen, en gruppe europæiske forfattere på Hofburg i Wien, og herhjemme
inviterede Anders Fogh Rasmussen i sin tid som statsminister de danske
forfattere til sammenkomst på Marienborg.
Men også hvad dette angår, er franske præsidenter i en liga for sig. Om
de Gaulle fortælles det, at en af hans ministre under krigen i Algier foreslog,
at Jean-Paul Sartre blev arresteret, fordi han støttede oprørerne. "Man
sætter ikke Voltaire i Bastillen," lød svaret.
Emmanuel Macron er en anden slags præsident end både De Gaulle og
Mitterrand, men passionen for digte og romaner er den samme. Han er en
afslappet, lattermild, imødekommende mand, og hans analytiske skarphed
suppleres af en særlig evne til at være fuldkommen opmærksom og nærværende.
Én for én fik vi ordet, mens præsidenten lyttede og tog notater. Vi var
en broget flok, der blandt andre talte italieneren Claudio Magris, franskmanden
Bernard-Henri Lévy og tyskeren Peter Schneider. Men israelske David Grossman er
også en europæisk forfatter, og det samme er Abdulah Sidran fra
Bosnien-Hercegovina og amerikaneren Anne Applebaum, nu bosat i Polen.
Vores elskede Europa har forbindelsestråde såvel til de amerikanske
kulturverdener som til jødedommen og den islamiske tradition, der på Balkan
udgør en umistelig del af vores europæiske arv.
Mens jeg lyttede til mine kolleger, tænkte jeg, at vi hver især bidrog
til at anskueliggøre den mangfoldighed, der er Europas allerstørste rigdom.
Jeg tænkte også, at "det europæiske" aldrig vil kunne rummes
inden for vores meget omtalte ydre grænser. Europa er stadig en tanke, der
forener frem for at adskille og inkluderer frem for at udelukke.
Langt fra at udgøre en fælles identitet er Europa før alt andet en måde
at opfatte det enkelte menneske på. En åben måde. En holdning til andre, der
ikke tænker i rødder og baggrund, men i frihed og respekt.
Da det blev min tur, tog jeg udgangspunkt i dette med at lytte. Det er
stort, når magthaverne lytter til forfatterne, men det er endnu større, sagde
jeg, når de lytter til befolkningen.
Det er jo præcis, hvad præsident Macron gjorde, da han besvarede De Gule
Vestes protester ved som noget nyt og i Frankrig uhørt at afholde folkemøder
overalt i landet, hvor borgerne kunne udtrykke deres frustrationer, synspunkter
og ønsker.
Jeg nævnte, hvordan vi i Danmark har en lang tradition for folkelig
deltagelse i den demokratiske samtale, og jeg slog til lyd for, at der på
europæisk plan skabes fora, hvor borgerne kan udtrykke sig og blive hørt både
af den politiske elite og af borgerne i de andre lande.
Problemet i Europa er jo ikke mindst, at både beslutningstagere og
almindelige borgere ved så lidt om, hvad de andre europæere oplever og tænker.
Grækere og finner ser de samme engelsksprogede serier på Netflix, men hvor
meget ved de om hinanden?
Jeg forestiller mig ikke, at vi skal stimle sammen i Royal Arena og på
Stade de France og derfra transmittere vores klagesange. Men måske kunne
internettet bruges kreativt til at koble civilsamfundene sammen og bringe dem
tættere på Bruxelles?
Jeg ved det godt. Så luftigt og ukonkret taler kun en forfatter, men
vent lidt. I min verden, som det hedder, har vi fået en hel metier ud af at
formidle adgang til fremmede menneskers inderste tanker og følelser.
Hvis man vil vide, hvordan det er at være tandlæge i Tampere eller
olivenbonde på Peloponnes, kan man ikke gøre noget bedre eller mere effektivt
end at læse en roman.
Derfor bliver jeg så træt, når populisterne hånligt affærdiger os
forfattere og intellektuelle, fordi vi angiveligt tilhører eliten.
For det første lever de fleste forfattere det meste af forfatterlivet på
en sten. For det andet er flertallet af forfattere rekrutteret fra den samme
middelklasse som næsten alle andre i nutidens egalitære meritokrati. Vi har kun
vores talent.
For det tredje har indlevelse og empati alle dage været skrivekunstens
bankende hjerte. At forestille sig et andet menneske er at anerkende den andens
menneskelighed trods alle forskelle mellem livsvilkår, værdier eller tro. I
litteraturen bliver ingen set fra oven.
De franske medier har fremstillet det som en risikabel, nærmest
desperat handling, at republikkens præsident kastede sig ind i valgkampen for
at konfrontere Marine Le Pen.
Under alle omstændigheder var det forventeligt, at
europaparlamentsvalget i Frankrig også blev en folkeafstemning for eller imod
Macron. Nogle talte om "et symbolsk nederlag", da Le Pens
nationalister endte med at få et par procent flere stemmer end Macrons parti.
Men i forhold til tidligere valg gik Marine Le Pen faktisk tilbage. Det
er tilsyneladende lykkedes at dæmme op for flodbølgen fra højre. Præsidenten og
hans bevægelse har holdt stand efter et halvt års massivt pres i form af
ugentlige, stadig mere voldelige demonstrationer.
Det var modigt, at Macron ikke forskansede sig i Elysée-palæet. At han
deltog i kampen for det liberale, demokratiske Europa, som han tror på. Det
flugtede med indtrykket af en politiker, der ikke bare vil magten, men også vil
noget med den.
Macron er noget så sjældent i dag som en visionær politiker, der er
parat til at slås for sin vision, også når den gør ham upopulær.
Det var hans vilje til grøn omstilling, der udløste De Gule Vestes
demonstrationer. Det er hans vilje til at forene vækst og velfærd, der har
gjort ham til skydeskive både for det stadig mere rabiate højre og det stadig
mere sekteriske venstre.
Han har i vid udstrækning fundet inspiration i den danske model, hvor
social tryghed og et dynamisk erhvervsliv er hinandens forudsætninger frem for
at være gensidigt udelukkende.
Faktisk ligner La France en Marche, når man tænker over det, hvad vi
ville få, hvis Lars Løkke Rasmussens tanke om en SV-regering fik lov at blive
til virkelighed: en afsked med blokpolitikken. Et opgør med højrefløjens
dominans. Et frisk blik på fremtiden affødt af pragmatisme, indsigt og fornuft.
Midten er jo ikke bare det sted, hvor de politiske modsætninger
uundgåeligt må mødes. Det er også på midten, at vi bedst møder tidens
udfordringer fra klima til sikkerhed, fra flygtninge til vækst og velfærd.
Det er et splittet Europa, vi ser ud over efter valget sidste søndag.
Polen, Ungarn, Italien og Sverige domineres af den chauvinistiske bølges nye
Internationale, men hvor længe holder mon samdrægtigheden?
Kan polakkerne, der hader Rusland, forlige sig med Orbans leflen for
Putin? Er Orbans begejstring for Erdogan forenelig med højrefløjens paneuropæiske
muslimforskrækkelse?
Det er jo noget af et paradoks, når højrefløjspolitikere vil håndhæve
den nationale suverænitet og samtidig ser gennem fingre med Putins annektering
af ukrainsk territorium, hans intimidering af de baltiske lande og hans manipulerende
indblanding i de europæiske nationers politiske liv.
Lige så barokt er det at kritisere Europas muslimer for manglende
integrationsvilje og derpå hylde sultanen i Ankara, skønt Erdogan bruger al sin
indflydelse på netop at påvirke tyrkerne i de europæiske demokratier til ikke
at integrere sig.
Hvis nogen undergraver de frie demokratiers suverænitet og
sammenhængskraft, så er det den europæiske højrefløjs demagoger.
Fordi højrepopulismen overalt optræder som en reaktion imod noget –
islam, globalisering, homoægteskaber – er det svært at få øje på de
konstruktive mål, man i fællesskab vil stræbe efter.
Nationalisterne er drevet af nostalgi efter fortiden før Murens Fald,
før det multietniske samfund, før internettet, før den frie abort, før sædernes
forfald og den postmoderne fremmedgørelse. Om fremtiden har de ikke meget at
sige.
Til gengæld var de unge vælgere ikke til at tage fejl af. Et
ungdomsoprør med grønt fortegn er brudt ud, og at affærdige dem som
"klimatosser" er at indgive sin politiske afskedsbegæring.
Men de grønne mangler at forholde sig til et spørgsmål, som deres omsorg
for planeten ikke i sig selv rummer noget svar på. Ønsker vi at overleve for
enhver pris? Eller spurgt på en anden måde: Hvad er det for et samfund, vi
gerne vil have en fremtid i?
Det er her, vi forfattere kommer ind i billedet. Ikke fordi vi kender
svaret, men fordi vores bøger bliver til ud fra en forestilling, der også er
forudsætningen for at kunne svare. Forestillingen om menneskelig værdighed.
De grønne oprørere er med rette bekymrede over, hvordan vores rovdrift
på planetens ressourcer har undergravet livsgrundlaget for andre arter. Det
øko-demokratiske argument er, at mennesket kun er et dyr blandt andre.
Dertil må man bare sige, at mennesket til gengæld er det eneste dyr, der
gør sig moralske tanker om sit forhold til andre levende væsener. Mig bekendt
er ingen hval eller panda endnu blevet kontingentbetalende medlem af
Greenpeace.
Vi mennesker er altså alligevel noget særligt. Vi gør os tanker. Vi ser
os selv udefra, og somme tider er det et kritisk blik. Vi skelner mellem godt
og ondt frem for bare at æde hinanden, indtil vi selv en dag bliver ædt.
Jeg tænkte på det, da jeg så Notre Dame i flammer. Hvad enten man er
religiøs eller ej, kan enhver gå med til, at et bygningsværk som katedralen på
Île de la Cité er udtryk for den tanke, at livet handler om andet og mere end
den rå, biologiske overlevelse.
Mens jeg så brandmændene sætte livet på spil, tænkte jeg, at den kirke
ikke var et eneste menneskeliv værd. Samtidig tænkte jeg en anden tanke:
Hvordan ville det være at leve i en verden, hvor Notre Dame de Paris ikke
længere fandtes?
Vores demokratiske, civiliserede Europa har udviklet sig i
spændingsfeltet mellem de to tanker. Livet er helligt, men at overleve er ikke
nok. Der skal værdighed til. Det springende punkt er, om den værdighed, man
tiltænker sig selv og sine nærmeste, også udstrækkes til at gælde dem, der er
anderledes, måske endda fremmede.
Det hedder humanisme. Det hedder også demokrati.
Det opløftende ved valget sidste søndag var, at de europæiske
nationalister viste sig ikke at være stærkere end som så. Identitetspolitikkens
mistro fik ikke det sidste ord. Overalt i Europa gik moderate vælgere til
stemmestederne for at forsvare det åbne samfund.
-----
Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver
hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk
for skribentens egen holdning.
Comments
Post a Comment